Om mig

Mit navn er Jonathan Lindahl, og jeg er 26 år gammel.

Og så elsker jeg at arbejde med online markedsføring og tjene penge på nettet. Online markedsføring er dog ikke min hovedbeskæftigelse, men derimod min bibeskæftigelse.

Til daglig studerer jeg nemlig Økonomi på Københavns Universitet. Men størstedelen af min tid udover studiet bliver brugt på mine forskellige online projekter.

Og de forskellige online projekter har gjort, at jeg hver eneste måned de seneste år har haft en indkomst på et 5-cifret beløb (vel og mærke udover min SU).

Og du kan gøre det helt samme. Også selvom du er studerende, har et fuldtidsjob el. lign.

Hvilket er den primære grund til, at jeg har startet Lavegenblog. For her kan jeg nemlig dele min succeser, men også mine fiaskoer (så du kan undgå at lave de samme fejl, som jeg har begået).

Min start

Min start som “online entreprenør” startede tilbage i 2011, hvor jeg sammen med min bror oprettede min første blog: penge.tk. Som så mange andre blogge på det tidspunkt handlede den om, hvordan man kunne tjene penge.

Penge.tk - Min første hjemmeside

Penge.tk var min første hjemmeside. En hjemmeside der dog aldrig blev en succes.

Vi havde en ide om, at det skulle være helt gratis for os at lave bloggen. Derfor blev domænet et .tk domæne (som er gratis) og den blev lavet i Bricksite.

Jeg kan bl.a. huske, at vi lavede en reklameplakat (i Paint tror jeg), som vi satte op på vores gymnasium og i de lokale supermarkeder. De blev dog ret hurtigt pillet ned igen. Om det var fordi plakaten var for grim, ved jeg ikke :-)

Så som du nok kan gætte, blev bloggen aldrig en succes. Den havde omkring 1-2 besøgende om dagen og tjente måske i alt mellem 10-15 kr. på annoncer (som vist nok var nogle vi selv havde trykket på).

De efterfølgende måneder oprettede jeg nogle lignende blogs, som heller ikke blev nogen succes. Men selvom de ikke blev en succes, lærte jeg utrolig meget af det. Og sådan er det med mange, tror jeg. Ens første projekt bliver sjældent en stor succes, men man lærer utrolig meget af det.

Min første succes

Min første succes kom ca. et halvt år efter Penge.tk, nemlig i slutningen af 2011. Jeg oprettede sammen med 2 venner hjemmesiden Findkollegie.dk, som havde en oversigt over de forskellige kollegier og ungdomsboliger i Danmark.

Findkollegie.dk

Findkollegie.dk som den så ud i starten.

Hjemmesiden blev lavet i WordPress, hvilket også er det program jeg bruger i dag (og som jeg anbefaler til andre). Og hjemmesiden så da også langt mere professionelt ud ift. Penge.tk.

Hjemmesiden tjente efter et par måneder omkring 1.000 kr./md. på affiliate og AdSense, hvilket vi synes var godt. Og efter et halvt år havde vi faktisk tjent over 50.000 kr. hos MikkelsenMedia. Det var dog nogle penge vi aldrig fik, da de desværre gik konkurs.

Vi skiftede derfor MikkelsenMedia ud med et andet affiliate netværk, og siden da og indtil den blev solgt i starten af 2015, har den genererede 2-3.000 kr./md. til os.

Så det var ikke det helt vilde vi tjente på den, men det var min første hjemmeside, hvor jeg begyndte at tjene penge.

Min største succes

Min største succes var Billigste-Internet.dk, som jeg oprettede i forbindelse med Affiliate DM 2013 (hvor den desuden fik en 2. plads). Hjemmesiden sammenlignede priserne på bredbånd, og så fik jeg penge, hvis der var nogle der købte bredbånd via siden.

Billigste-Internet.dk

Billigste-Internet.dk har til dato været den hjemmeside, som jeg uden tvivl har tjent flest penge på.

Jeg solgte den dog i midten af 2015 for et 6-cifret beløb for at få tid til mine andre projekter (bl.a. denne blog).

Men det seneste år jeg havde den, gav den mig alene hver måned et 5-cifret beløb i indkomst.

Så den hjemmeside alene gav mig en fin indkomst om måneden ved siden af mit studie.

I dag

I dag er jeg hverken ejer af Findkollegie.dk eller Billigste-Internet.dk. Men jeg har en række andre hjemmesider, som jeg tjener penge. Hjemmesider der er end Billigste-Internet.dk, og som giver mig en pæn indkomst hver måned.

Nu er det din tur

Jeg er sikker på, at alle kan lave en hjemmeside, som de kan tjene på. Det kræver dog hårdt arbejde.

Men kunne du være interesseret i lave din egen blog og tjene penge på den, så har jeg lavet en guide der viser, hvordan du billigt og nemt opretter dig din egen blog. Du finder den her.

Derudover deler jeg min bedste erfaringer ud via bloggen. Her finder du min bedste råd til alt fra det tekniske omkring opsætning til online markedsføring.

Og skriv endelig nede i kommentarfeltet, hvis du har nogle spørgsmål.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *