Lær WordPress og få opsat dit eget design

Af Jonathan L.

Nu har du forhåbentligt fået oprettet dig din egen blog og det er tid til, at du prøver at logge ind i din blogs kontrolpanel for at få en føling af det.

Derudover vil jeg også lære dig, hvordan du ændrer på din blogs design samt, hvordan du tilføjer funktioner til din blog (fx så du undgår spam kommentarer på din blog mv.).

I dette kapitel vil jeg lære dig følgende:

  1. Forstå WordPress’ kontrolpanel
  2. Hvordan du ændrer din blogs design
  3. Hvordan du installerer nye plugins/funktioner

Note: WordPress har lavet en opdatering til deres interface (kaldet for Gutenberg) siden nedenstående guide blev skrevet.


Forstå WordPress’ kontrolpanel

Alle de ting du kan ændre og tilføje til din blog, styrer du inde fra din blogs kontrolpanel.

Du kommer ind i dit kontrolpanel ved at tilføje /wp-admin/ efter din URL (dvs. jeg går ind på cykelgeek.dk/wp-admin). Herfra kan du logge ind med dit brugernavn og adgangskode, som du indtastede ved installationen af WordPress.

Herefter vil du komme ind på en side, der ser således ud:

WordPress kontrolpanel

Ude til venstre har du din navigationsmenu med forskellige faner. Jeg gennemgår dem her:

  • Kontrolpanel er din forside. Her kan du bl.a. få en oversigt over hvor mange indlæg du har skrevet, de seneste indlæg m.m.
  • Indlæg er siden, hvor du kan tilføje nye blogindlæg eller redigere eksisterende.
  • Medier er dit bibliotek over de billeder, videoer og lydfiler som du har uploadet til din blog.
  • Kommentarer er stedet, hvor du få overblik over kommentarerne på din blog. Her kan du bl.a. bestemme, om en given kommentar skal godkendes, sendes til papirkurven eller meldes som spam.
  • Udseende er hvor du kan ændre på din blogs design via temaer og widgets.
  • Plugins er hvor du kan installere et plugin, hvis du fx ønsker en given funktion.
  • Brugere er stedet, hvor du kan se en oversigt over de oprettede bruger på din blog (altså dem som også kan logge ind i kontrolpanelet).
  • Værktøjer kan du se en oversigt over de forskellige værktøjer (fx hvis du skal importere indlæg fra Blogger.com). Ofte ikke særlig relevant.
  • Indstillinger er den sidste fane. Her kan du ændre indstillingerne for din blog, fx ændre sprog, tidszone osv.

Under hver af disse faner er der underfaner (lige med undtagelse af Kommentarer). Fx er der under fanen indlæg følgende underfaner: Alle indlæg, Tilføj nyt, Kategorier og Tags.

Du skal ikke være bekymret, hvis du synes det virker lidt uoverskueligt. Du vil hurtigt lære det. Og du vil i denne guide lære de vigtigste ting (som fx at skrive et indlæg, ændre designet på din blog m.m.).


Sådan ændrer du din blogs design

Designet på din blog afhænger af, hvilket tema der er installeret på bloggen.

Der findes mange tusind forskellige temaer derude, så du har en del at vælge imellem. For at give dig et bedre overblik har jeg herunder samlet de hhv. bedste gratis og premium temaer til blogs:

  1. De 50 bedste gratis WordPress temaer
  2. De 50 bedste premium WordPress temaer

Som udgangspunkt anbefaler jeg altid premium temaer, da du er sikret en højere kvalitet, kan få support fra udviklerne af temaet og temaet bliver opdateret jævnligt. Du kan dog evt. altid starte med et gratis tema, og så senere hen investere i et flottere premium tema.

Der er forskel på hvordan du installerer et hhv. gratis og premium tema på din blog. Jeg gennemgår derfor begge måder herunder.

Installer et gratis WordPress tema

For at installere et gratis tema, skal du holde musen over Udseende og trykke på Temaer. På næste side vil du se det (de) tema (temaer) som du har allerede har installeret på bloggen. Tryk her på Tilføj nyt i toppen.

Installer gratis WordPress tema

På næste side vil du kunne se en oversigt over de gratis temaer. Her kan du både få vist udvalgte, mest populære (dvs. mest downloadet) og nyeste temaer. Derudover er der et funktionsfilter (hvor du kan lave specifikke søgninger) samt et almindeligt søgefelt.

Gratis WordPress temaer

I dette tilfælde antager vi bare, at jeg ønsker at installere temaet Twenty Thirteen. Jeg holder derfor musen over det og trykker på Installer.

Installer gratis tema

Der vil nu gå et lille stykke tid, mens temaet bliver installeret. Når det er færdigt med at installere, skal du trykke på Aktiver. Når du har gjort det, vil temaet være aktivt på din blog.

Tema aktiv

Sådan! Godt gået.

Installer et premium WordPress tema

Installationen af et premium tema er lidt anderledes, da du her selv skal uploade temaet til din blog. Det er dog meget nemt.

Det første du skal gøre er at downloade temaet som en ZIP-fil. Det gør du der, hvor du har købt dit tema. Jeg viser dig herunder, hvordan du gør med temaer fra Themeforest.net.

Start med at logge ind på din bruger. Hold musen over dit brugernavn oppe i højre hjørne og tryk på Downloads. Inde på den side finder du det tema, som du vil downloade. Tryk nu på Download og herefter Installable WordPress file only.

Download WordPress tema Themeforest

Dernæst vil WordPress temaet blive downloadet til dig i ZIP-format. Gå nu ind under Udseende og Temaer. Tryk herefter på Tilføj nyt.

Installer gratis WordPress tema

Fra næste side trykker du på Upload tema.

Upload tema

Tryk på Vælg fil og vælg den ZIP-fil med WordPress temaet, som du lige har downloadet. Herefter trykker du på Installer nu.

Upload WordPress tema

Herefter trykker du bare på Aktiver. Og så er dit nye WordPress tema installeret på din blog.

Uploadet WordPress tema

Sådan! Godt gået.

Ændre på temaets design

Det er muligt at personalisere dit temas design (fx ændre farverne, skrifttypen mv.). Der vil ofte være en underfane under Udseende som hedder noget i stil med Temaindstillinger.

Tema indstillinger

Her vil du kunne ændre forskellige indstillinger for temaet.

Ved nogle temaer vil der endda være en helt fane, hvor du kan redigere temaets indstillinger. Som fx vist på nedenstående billede.

Rediger temaets indstillinger

Vær opmærksom på, at nogle temaer kræver, at du installerer visse plugins, før du kan redigere det. I det tilfælde vil der komme en advarsel oppe i toppen, hvor der står, at du skal installere nogle plugins. Her er det bare at følge vejledningen og installere de anbefalede plugins.

Installer anbefalede plugins


Sådan installerer du et plugin

En af de andre vigtige ting ved WordPress blogs er plugins. Plugins bruger du til at tilføje ekstra funktioner til din hjemmeside. Et eksempel kunne fx være, at du gerne vil have vist sociale delingsknapper på din blog. Eller et plugin som forhindrer spam kommentarer.

Du skal være opmærksom på, at hvert plugins gør din hjemmeside en smule langsommere. Så installer kun de plugins, som du har brug for. Søger du et specifikt plugin (f.eks. så du undgår spam kommentarer), så kan du her se en liste over de bedste WordPress plugins inde for forskellige kategorier.

For at installere et WordPress plugin, skal du gå ind under Plugins og Tilføj nyt.

Tilføj nyt plugin

Herefter fungerer installationen på præcis samme måde som ved installationen af temaer. Du har mulighed for at finde de gratis plugins ved de forskellige søgefunktioner. Mens er det et premium plugin du skal have installeret, skal du selv uploade det (ligesom ved temaet).

Er du derfor lidt i tvivl, om hvordan du skal gøre. Så gå op og se, hvordan jeg gjorde med temaerne.

Ændre på et plugins indstillinger

Et plugins indstillinger finder du ofte under Indstillinger (som fx med Akismet).

Indstillinger for WordPress plugins

Mens de større plugins ofte vil have deres helt egen fane (som fx med Yoast SEO).

Yoast SEO

Der kan hænde, at der er plugins som hverken har deres egen fane eller kan findes inde under Indstillinger. I det tilfælde finder du dens indstillinger ved at gå ind under Plugins og Installerede plugins. Og herefter trykke på Indstillinger ved det givne plugin.

Rediger plugins indstillinger

Nu har du forhåbentligt fået en føling af, hvordan du bruger WordPress. Har du spørgsmål til noget af det, så skriv endelig nede i kommentarfeltet.

Herefter er det blevet tid til det vigtigste: Nemlig at du skal have udgivet indhold på din blog. Hvordan du gør det, vil jeg vise dig i næste kapitel.

Ønsker du at blive endnu bedre til WordPress, så kan dette WordPress kursus anbefales.

31 kommentarer til Lær WordPress og få opsat dit eget design

  1. Hanne Rask siger:

    Hej Jonathan.
    Tusind tak for en meget brugbar guide!
    Jeg har installeret et (foreløbigt) gratis-tema, men kan ikke ændre skrifttypen, hvad kan der være galt?
    Mvh. Hanne

  2. Jonathan siger:

    Hej Hanne
     
    Glad for at høre, at du kan bruge guiden.
     
    Har du prøvet at følge denne guide: http://lavegenblog.dk/skrifttypen-wordpress/?
     
    Lad mig endelig høre, hvis du stadig oplever problemer.

    • Hanne Rask siger:

      Hej igen Jonathan, og tusind tak for dit svar. Jeg skal have prøvet, om jeg kan få det til at virke. Men i det hele taget, tror jeg, der er noget, jeg ikke har fanget:
      Altså når man vælger et tema til sin blog, hvordan kommer man så videre derfra i forhold til at installere det, ændre lidt på designet (skrift, sidebarer osv.) Burde der følge en guide med til temaet, så man kan blive klogere på, hvordan det fungerer, eller kan jeg finde vejledning/guide til den slags et andet sted? Jeg har brugt SÅ meget tid og har søgt på i tusindvis af sider (føler jeg), og jeg bliver kun mere forvirret, når jeg læser om forældre/børn temaer og alt muligt andet.
      Jeg har virkelig svært ved at komme videre. Egentlig troede jeg, man var kommet til det sjove/nemme, når man skulle til at designe, men jeg føler mig lost, og overvejer faktisk at få professionel hjælp til min side;-).
      Er det bare mig, der har misset et eller andet, eller hvad gør andre…?
      Tusind tak fordi du er her:-)!!
      Mvh. Hanne

    • Jens Martin siger:

      Jeg kommer tilbage til unoeuro hjemmesiden som jeg begyndte med, når jeg vil se min nye hjemmeside

      • Jonathan siger:

        Hej Jens Martin
         
        Oplever du stadig dette problem? Hvis ja, så vil jeg anbefale dig at kontakte Unoeuro. De vil helt sikkert kunne hjælpe dig. Du kan kontakte dem her: https://www.unoeuro.com/support/
         
        Lad mig endelig høre, hvis det ikke hjælper :)

  3. Jonathan siger:

    Hej igen Hanne :)
     
    Du er ikke den eneste, som oplever problemer, når de skal i gang med at designe. Problemet er nok lidt, at det kan varierer fra tema til tema, hvordan man skal designe det. Derfor kan det være svært at lave en guide der gælder til alle temaer.
     
    Til de gratis temaer følger der ikke nogle guide med til temaet (hvis der gør, er den meget begrænset). Dog følger der altid guides med til de betalte temaer. En mulighed er derfor at købe et flot tema til din blog og så bruge den medfølgende guide (du kan her se en liste over betalte temaer: http://lavegenblog.dk/premium-wordpress-temaer-blogs/).
     
    Det er i hvert fald en mulighed :) Hvis du skulle beslutte dig for at prøve det, og du har problemer med at finde guiden, så må du endelig lige sige til.

  4. Hanne Rask siger:

    Tusind tak – du er simpelthen guld!
    Jeg ville have svaret dig inde på din side, men nu kunne jeg ikke finde vore udveksling..!
    Jeg vil prøve med et købt tema, og så håber jeg det lykkes!

    Tusind tak for din hjælp!

    Mvh. Hanne

  5. Jonathan siger:

    Velbekomme! :) Jeg er glad for, at jeg kunne være behjælpelig.

    Hvis du oplever yderligere problemer, så må du endelig sige til.

  6. Hej Jonathan
    Tak for din meget lærerige guide!
    Jeg har installeret temaet Twenty Sixteen. Det er det tredje tema, jeg forsøger mig med – sparkling og dazzling kunne jeg overhovedet ikke få til at ‘makke ret’ – eksempelvis blev headerbilledet i sparkling frimærkestort og dazzling lignede overhovedet ikke demoen, da jeg installerede det. Twenty Sixteen fungerer rimeligt. Men; Jeg får overhovedet ikke et menupunkt, der hedder temaindstillinger/theme options? De sidste punkter er baggrund & editor? Så jeg synes, der er ret begrænsede tilpasningsmuligheder. Eksempelvis kan jeg ikke ændre skrifttype/skriftstørrelse nogen steder? Kan det hænge sammen md, at jeg er mac-bruger, eller hvad har jeg evt. gjort forkert?

  7. Okay, nu så jeg lige det med google-skrifttyperne. Men stadigvæk: Kan jeg gøre noget for at få temaindstillingsknappen frem?

  8. Jonathan siger:

    Hej Merete
     
    Mange tak for dit spørgsmål.
     
    Det er desværre ikke alle temaer som har et temaindstillingers punkt. Det er oftest kun premium temaer (dvs. temaer som koster penge). På de gratis temaer er temainstillingerne lidt mere begrænset.
     
    Prøv evt. at gå ind under “Udseende” > “Tilpas”. Der vil du have lidt forskellige redigeringsmuligheder. Men igen, er det begrænset, når det er et gratis tema. Vil du have flere redigeringsmuligheder, skal du ofte have fat i et premium tema.
     
    Håber mine svar kan være dig behjælpelig. Spørg endelig, hvis du har yderligere spørgsmål :-)

  9. Lone siger:

    Hej Jonathan.

    Jeg har forsøgt at installere et nyt Premium tema, men jeg fik følgende fejl.

    “Opdateringspakken kunne ikke installeres. Temaet mangler style.css stylesheet’et.”

    Nogen god ide til, hvad jeg skal gøre.

  10. Jonathan siger:

    Hej Lone
     
    Jeg kunne forstille mig, at det er den forkerte fil, som du har uploadet.
    Er det Themeforest.net som du har købt dit tema fra?

    • Lone siger:

      Hej Jonathan.

      Jeg fandt selv en løsning. Flyttede filen ud på skrivebordet og så virkede det.

  11. Lone siger:

    Hej Jonathan.

    Når man har købt et Premium tema, kan man så ikke ændre tekstfonden?

  12. Jonathan siger:

    Hej Lone
     
    Glad for, at du fandt ud af det.
     
    Jo, det kan du sagtens. Du kan se en guide til det her: http://lavegenblog.dk/skrifttypen-wordpress/
     
    Lad mig endelig høre, hvis du oplever nogen problemer med det :)

  13. Line siger:

    Hej! Du nævner i første video hvor du forklare mht domænet osv. Men til sidst i videoen fortæller du man kan se yderlig videoer med dig med hvordan man sætter siden op. Hvor er den? Kan simpelhen ikke finde den. Har du evt et link til alle dine videoer som omhandler wordpress 🤓🤪

    Vh Line

    • Jonathan siger:

      Hej Line
       
      Tak for dit gode og relevante spørgsmål.
       
      Sandheden er desværre, at jeg endnu ikke har fået lavet disse videoer endnu. Men regner med, at de snart kommer.
       
      Ellers så findes der allerede mange gode videoguides til WordPress på Youtube, som du kan bruge (de fleste er dog nok på engelsk).

  14. Gitte siger:

    Hej Jonathan,
    Jeg har to WP hjemmesider – minglr.dk som en kammerat har lavet fra bunden og én jeg selv har lavet med DIVI modellen.
    På minglr.dk mangler min blogdel. Mit spørgsmål lyder på: kan jeg bruge divi modellen til at lave blogdelen på minglr.dk (som er lavet fra bunden) eller vil systemet ikke kunne hitte ud af det?
    Eller kan man købe en anden blogplugin til at lave blogdelen?
    På forhånd – mange tak :)
    Mange hilsner Gitte

  15. Jonathan siger:

    Hej Gitte
     
    Jeg må indrømme, at jeg desværre ikke har så meget erfaring med DIVI. Men mener, at man skal bruge DIVI til hele ens hjemmeside – da det er et tema og ikke plugin. En mulighed er at bruge et subdomæne – f.eks. blog.minglr.dk, da I så vil kunne installere DIVI temaet der. Ellers fandt jeg dette plugin: https://wordpress.org/plugins/blog-designer/. Måske det kan bruges? :)

  16. Mikala siger:

    Hej Jonathan
    tak for alle dine fine wordpress-tips.
    Mit spørgsmål: Kan jeg på mit website med en fast forside (tema: onepress) oprette en blog (som jo ikke er “fast”) på en menuunderside?
    Skal jeg vælge mellem fast forside ller blog indlæg – eller kan det kombineres?

    Mvh Mikala

  17. Jonathan siger:

    Hej Mikala
     
    Tak for dit spørgsmål.
     
    Ja, det kan du sagtens. Du kan nemlig kombinere det.
    Gå ind under “Indstillinger” > “Læsning” og så vælg “En statisk side”. Her kan du så vælge hvilke sider, som skal være hhv. din forside og blog (jf. https://www.screencast.com/t/sgb1z5mC).
     
    Håber det hjælper og ellers må du endelig sige til :-)

  18. Maria siger:

    Hej Jonathan
    Tak for din guide.
    Jeg spørger måske dumt, men hvad er forskellen på wordpress.org og wordpress.com

  19. Jonathan siger:

    Hej Maria
     
    Det er et rigtig godt spørgsmål.
     
    Hvis du ikke allerede har fundet svar på det (beklager det sene svar), så vil jeg anbefale dig at læse denne guide: https://www.wpbeginner.com/beginners-guide/self-hosted-wordpress-org-vs-free-wordpress-com-infograph/. Den giver en rigtig fin beskrivelse af forskellen på de to.
     
    Håber du kan bruge den og god weekend! :-)

  20. Annette siger:

    Hej Jonathan
    Jeg har fulgt din vejledning – købt domæne og webhotel hos unoeuro. Jeg har også installeret wordpress. Men nu kan jeg ikke få adgang når jeg klikker på åbn http://didfoto.dk. Er forklaringen bare at der går længere tid inden siden er registreret?

    • Jonathan siger:

      Hej Annette
       
      Der kan godt lidt tid inden siden bliver registreret.
      Hvis du stadig oplever problemer, vil jeg anbefale dig at tage kontakt til Unoeuro – så vil de kunne hjælpe dig.
       
      God weekend! :-)

  21. Julie siger:

    Hej Jonathan
    Jeg har nu siddet og roddet med min blog i 2 timer, og jeg kan virkelig ikke få det til at spille. Jeg vil super gerne have en menu linke oppe under blognavnet, men enten sætter den en hvis boks under med de samme sider eller som nu, hvor der er kommer en helt anden boks som jeg ikke kan få væk.

    Er der en simpel løsning, eller skal jeg finde et lettere tema? Det er i øvrigt sueva jeg har hentet ned.

  22. Carina siger:

    Når der oppe i browser står at min blog ikke er sikker, hvad gør jeg så og hvad betyder det?

  23. Jonathan siger:

    Hej Carina
     
    Tak for dit spørgsmål.
     
    Det er fordi, at du skal have aktiveret SSL beskyttelse på din hjemmeside.
    Hvis du har Unoeuro som dit webhotel og bruger WordPress, så er det relativt enkelt at sætte op. Jeg har skrevet en guide til det her: https://lavegenblog.dk/https-gratis-unoeuro/
     
    Ellers kan du også vælge en af de betalte SSL certifikater – det kan du læse mere om her: https://lavegenblog.dk/hvilket-ssl-certifikat-skal-jeg-vaelge/
     
    Håber det kan hjælpe dig og god weekend! :-)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *