Splittest (også kaldt A/B test) er en fantastisk måde til at øge konverteringsraten på din hjemmeside. Med splittest kan du nemlig sammenligne 2 eller flere sider imod hinanden, for at finde den side som konverterer bedst.
Det kan fx være, at du vil teste: (1) teksten på din call-to-action knap, (2) placering af en Adsense annonce eller noget helt tredje.
Og selvom det kan lyde avanceret, så er det faktisk ret nemt at komme i gang med. Derfor vil jeg i denne guide vise dig, hvordan du kommer i gang med splittests med det helt gratis værktøj Optimizely.
Note: Det kræver besøgende for, at du kan få pålidelige resultater fra din tests. Er du i tvivl om du har nok besøgende, har Peep Laja skrevet et glimerende indlæg om det her.
Opret en bruger
Det første du skal gøre er naturligvis at oprette en bruger, hvis du ikke allerede har en bruger i forvejen. Har du allerede en bruger (eller ved hvordan du opretter en), så spring bare dette afsnit over og gå direkte til Opsæt din splittest.
Trin 1: Start med at gå ind på Optimizely og tryk på Sign Up oppe i højre hjørne.
Trin 2: Herefter dukker der et pop-up vindue op, hvor du skal udfylde felterne. Når du har udfyldt dem, trykker du på Create account.
Trin 3: Du vil herefter modtage en e-mail, hvor du skal trykke på et link for at bekræfte din tilmelding. Når du har gjort det, kommer du ind på en side som bekræfter din tilmelding. Tryk her på Home oppe i højre hjørne.
Trin 4: Du vil blive videresendt til en velkomst side, hvor du skal trykke på Web Project.
Trin 5: Herefter skal du indtaste URL-adressen på din hjemmeside (du kan stadig sagtens teste flere hjemmesider af gangen, selvom du kun kan indtaste én hjemmeside her).
Trin 6: Du vil blive videresendt til en side, hvor du kan opsætte dit eksperiment. Men inden vi går i gang med det, er det en god ide lige at få valgt dit abonnement. Det gør du ved at trykke på din e-mail og herefter Account Settings oppe i højre hjørne.
Trin 7: Tryk her på Account, Plan & Billing og Subscribe to a plan.
Trin 8: Du vil nu kunne vælge mellem deres 2 abonnementer. Vi er interesseret i det gratis abonnement, så tryk derfor på Test it out ud for Starter Plan.
Tillykke! Du har nu oprettet en gratis bruger, og du vil blive videresendt til din startside, hvor du kan oprette din første splittest.
Opsæt din splittest
Så er det blevet tid til det sjove, nemlig at opsætte din første splittest.
Men inden du går i gang med at oprette din første splittest, kan det være en god ide lige at ændre på indstillingerne for din statistiske signifikant. Det gør du ved at gå ind i Settings > Implementation og ændre 90 til 95 i boksen og trykke på Save.
Det gør, at du med større sandsynlighed ved, at resultatet er korrekt, når Optimizely kårer en vinder/taber af din test. Du skal dog være opmærksom på, at der så til gengæld kræves flere besøgende før Optimizely kan kåre en vinder/taber af din test.
For at opsætte din splittest, skal du gøre følgende:
Trin 1: Tryk på New Experiment fra din startside.
Trin 2: Indtast navnet på din test samt URL adressen på den side du vil teste. I mit eksempel vil jeg gerne teste, om jeg kan få flere klik på min Adsense annonce ved at placere den højere oppe på siden. Jeg kalder derfor mit eksperiment for “Adsense annonce”, indtaster URL-adressen og trykker på Create Experiment.
Du kan naturligvis teste mange andre ting. Hvis du savner lidt inspiration til, hvad du skal teste, så har Optimizely her samlet 10 typiske ting at teste. Ellers kan du her se nogle andre eksempler på splittest:
- Er “Tilføj til indkøbskurven” bedst? – af Anders B. Kristensen
- Splittest dit affiliate website og hæv din CTR med over 300% – af Anton Hoelstad
- Danske split-test cases – af Jacob Worsoe
Trin 3: Dernæst vil du komme ind på en side, hvor du kan redigere din alternative side. Din alternative side (Optimizely kalder siden Variation #1) er den side, som du skal teste op imod din almindelige side.
I mit eksempel vil jeg gerne prøve at rykke Adsense annonce op før teksten. Jeg trykker derfor på Adsense annoncen og vælger Move and Resize.
Herefter kan jeg rykke og ændre størrelsen på annoncen. Jeg rykker den først lige lidt til højre, så jeg kan rykke teksten ned.
Derefter rykker jeg så Adsense annoncen op.
Jeg har nu designet klar for min alternative side.
Trin 4: Nu er designet opsat. Så nu er det tid til, at vi skal have opsat et mål. I mit tilfælde er målet: antallet af klik på Adsense annoncen. Jeg trykker derfor på Adsense annoncen, holder musen over Track Clicks… og trykker på Create New Click Goal.
Du kan selvfølgelig oprette mange andre slags mål end antal klik. Hvis du ønsker mere information om andre slags mål, har Optimizely skrevet om det her.
Trin 5: Giv målet et navn og tryk på Save.
Trin 6: Du vil nu få en oversigt over dine mål, hvor dit nye mål også vil indgå.
Som standard er der opsat målet Engagement, som er procentdelen af dine besøgende som klikker på siden. Ønsker du ikke det, kan du bare trykke på Remove ud for det. Derefter skal du bare trykke på Close.
Trin 7: Nu er alt opsat. Så nu skal du bare trykke på Start Experiment oppe i højre hjørne.
Når du har trykker på Start Experiment, vil du få en besked om, at du skal indsætte en kode på din hjemmeside. Det er nødvendigt for, at Optimizely kan ændre designet på din side og teste det.
Vi skal derfor have indsat koden på din hjemmeside.
Indsæt kode på din WordPress blog
Den nemmeste måde at indsætte koden på er vha. Optimizelys WordPress plugin. Det installerer du således:
Trin 1: Gå ind under Plugins, Tilføj nyt, søg efter Optimizely og tryk på Installer nu.
Trin 2: Dernæst trykker du på Aktiver plugin.
Så er Optimizely WordPress plugin installeret og aktiveret. Nu skal vi bare lige have det opsat.
Trin 3: Start med at gå ind på API Token og tryk på Generate ud for din e-mail. Kopier den genereret API kode ved at trykke på det lille ikon ved siden af koden.
Trin 4: Gå tilbage til dit WordPress kontrolpanel og gå ind under Optimizely > Configuration. Her indsætter du API koden og trykker på Connect Optimizely.
Trin 5: Tryk derefter på Submit nede i bunden af siden.
Tillykke! Du har nu opsat dit første eksperiment på din blog. Godt gået!
Nu skal du bare vente på, at Optimizely kan opsamle nok data for at vise, om din ændring i designet har en signifikant højere/lavere konverteringsrate.
Se data for dit eksperiment
Du kan sagtens se data for dit eksperiment, mens det i gang. Det gør du blot ved at trykke på dit eksperiment fra din startside og derefter trykke på Results.
Nederst på den side kan du så se data for dit mål (i mit tilfælde antal af klik på Adsense annoncen).
De forskellige kolonner står for:
- Unikke konverteringer: Dette er antallet af unikke konverteringer. I mit tilfælde er det altså unikke klik på Adsense annoncen (dvs. der har været 8 unikke klik på Adsense annoncen på den originale side og 18 på den alternative side). Tallet nedenunder 8 og 18 angiver unikke besøgende.
- Konverteringsrate: Dette angiver hvor stor en procentdel af dine besøgende som foretager en konvertering.
- Difference interval: Dette angiver, at den sande værdi med 95% sandsynlighed ligger indenfor det angivet interval.
- Improvement: Dette angiver, hvor meget den alternativ side enten har forøget/sænket konverteringsraten. Dvs. i ovenstående eksempel er der 110 pct. flere konverteringer på min alternative side ift. min originale side. Men du skal være påpasselig med at konkludere på dette tal, før du har kigget på det næste tal.
- Statistical significance: Dette viser, hvor sikre vi er på, at forskellen i konverteringsraten mellem den originale side og den alternative side skyldes de ændringer der er lavet i designet og ikke bare tilfældigheder. Som du kan se på ovenstående billede mangler testen stadig ~1.400 besøgende før der kan konkluderes at være en statistisk signifikant forskel i de to siders konverteringsrater.
Optimizely vil altså først kunne kåre en vinder/taber, når den statistiske signifikansniveau er over 95 pct. I det tilfælde vil kolonnen under Statistical significance se således ud:
I ovenstående eksempel kan du se, at den lyser grøn. Det er pga. at konverteringsraten er signifikant højere end den originale side. Havde den været signifikant lavere, vil den lyse rød.
Derfor er det meget vigtigt, at du er opmærksom på kolonnen Statistical significance inden du konkluderer noget ud fra din test. Så du ikke konkluderer noget ud fra tilfældigheder.
Det var min guide til, hvordan du kommer i gang med splittests. Har du spørgsmål eller lignende, så skriv endelig nede i kommentarfeltet.
Hej Jonathan.
Jeg har længe ville lave flere splittest på nogle af mine sider. Desværre har jeg ikke lige haft tid til at sætte mig ind i det. Med denne guide burde det gå noget nemmere.
Tak for det.
Ps. Håber jeg kan få øget konverteringsraten :)
God weekend.
Hej Alexander
Velbekomme! Glad for, at du kan bruge den :-)
Og har du nogle spørgsmål til den, så sig endelig til.